Om Hundesnude

Lær noget mere om holdet bag Hundesnude og vores træningsfilosofi

Træningsfilosofi

Træningsfilosofien her er baseret på tillid og samarbejde. På hundetrænersprog kalder vi det ‘positiv forstærkning’ – grundlæggende betyder det, at vi vil belønne den adfærd, vi godt kan lide. Det kan være med mad, opmærksomhed, legetøj eller noget helt andet, som vores hunde elsker. Vi tager afstand fra alle former for straf og tvang, og en stor del af træningen er baseret på frit valg. Vi vil gerne have vores hunde til at arbejde med os, fordi det er sjovt, og fordi det følger alt muligt godt med at gøre ‘det rigtige’ – og ikke fordi de er bange for konsekvenserne af at gøre noget andet. Vi bruger teknikker som shaping, capturing og desensibilisering i vores arbejde. Vi anvender primært markørtræning (klikkertræning).

Man skal ikke være ”pro” hundeejer for at træne med her. Det kræver ingen ambitioner om at få sin gravhund kåret som lydighedschampion. Der er noget for alle – og alle har noget, de kan forbedre. Uanset om det er en jagthund, der er ved at rive armen af dig på gåtur, en labrador, der støvsuger køkkenbordet eller en velcro-hund, der er så glad for alle mennesker, at de bliver slikket i hovedet, når de træder ind ad døren.

Om holdet

Hundesnude består af tre trænere. Vi har alle en solid, faglig baggrund og stor erfaring med dyr. Kernen i vores arbejde er, at den hundetræning og adfærdstræning, vi tilbyder, er baseret på videnskabeligt funderede metoder, og at det foregår uden straf, intimidering og pres af hunde. Derfor har vi også, foruden vores uddannelser som hundetrænere, taget en lang række kurser og seminarer præsenteret af forskere, dyrlæger og andet fagpersonale. Vi søger konstant ny viden, og du er altid velkommen til at spørge mere ind til vores faglige baggrund. Det er din garanti for kvaliteten af vores arbejde i en branche, hvor enhver kan kalde sig hundetræner.

Emilie Borup Preuss: Indehaver og træner i København

Emilie er Hundesnudes grundlægger, og hun fører pennen her på Hundesnude.dk. Hun er uddannet hundetræner (VSA-CDT) hos Victoria Stilwell Academy i USA, som er en 1-årig uddannelse i både teori og praksis. Hun er også medlem af PPG, sammenslutningen af dyretrænere, der træner uden straf og tvang. Emilie tilbyder adfærdstræning og har særligt fokus på separationsangst. Hun underviser også på hold.

Udover hundetræneruddannelsen er Emilie uddannet i erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School. Emilie er oprindeligt fra Odense, men bor i dag i København med sin mand Chris og to hunde Saxo og Maggie. Saxo er en sort mops og en vaskeægte cirkushund, der hver dag beviser, at man sagtens kan træne, selvom man er en mops. Maggie er en labrador af jagtlinjer og en sand arbejdshest. Hun er kvik, hurtig og en fornøjelse på træningsbanen.

adfærdstræning

Selina Kolding Skaarup: Træner i Nordsjælland

Selina er leder af Hundesnudes afdeling i Nordsjælland. Hun er oplært af Emilie og har gået føl her hos Hundesnude og er samtidig uddannet fra Karen Pryor Academy (KPA DTC). Selina tilbyder hvalpe- og unghundetræning 1:1 samt holdtræning i Nordsjælland.

Udover sin hundetrænerfaglige baggrund, er Selina uddannet financial controller. Born and raised i Nordsjælland, bor Selina i dag i Nivå med Jax, der er en australsk hyrdehund. Han er fuldstændig blød som smør, mild og rolig og en ørn til rallylydighed.

Anna Mæng Bonde: Træner i København

Anna er instruktør i Hundesnudes afdeling i København. Hun er uddannet hundeinstruktør samt sporinstruktør ved Dansk Kennel Klub. Hun har gået føl i Spanielklubben og er fortsat frivillig hundeinstruktør samt medlem af bestyrelsen i Spanielklubben Region Hovedstaden og Midtsjælland. Anna tilbyder 1:1 hvalpe- og unghundetræning, holdtræning, sportræning og begyndende jagttræning.

Udover sin instruktøruddannelse har Anna en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed og er uddannet kok. Anna er oprindeligt fra Jylland, men bor i København med sin mand Niels og den engelske springer spaniel Nori. Nori er både en arbejdshund og en familiehund. Hun er en dejlig hund, rolig, tålmodig, sjov, arbejdsom og fantastisk nem at træne, hun er vildt klog og elsker at arbejde (det ligger jo til de fleste spaniels).

Jeg håber, du nu ved lidt mere om os. Og hvis der er noget andet, du gerne vil vide, så tøv ikke med at spørge.

Vil du læse artikler og se videoer?