Hvordan bliver min hvalp renlig?

Jeg læste engang en hundetræningsbog, hvori der stod, at den bedste måde at forberede sig på at få en ny hvalp var at hælde æblejuice ud på gulvet, og derefter stå op om natten og i mørket forsøge at lokalisere æblejuice og tørre op. Og det er måske ikke helt forkert. Renlighedstræning af en ny hvalp er noget, der påvirker alle og er rod til rigtig meget frustration. Lad os dykke ned i, hvordan man gør hvalp renlig hurtigst, smartest og med mest kærlighed.

Først lidt om anatomi

Hunde er så forskellige som mennesker. Der er børn, der smider bleen efter 2 år, mens andre er 4 år. På samme måde er der hunde, der er renlige efter 14 dage, og nogen skal bruge et par måneder. Det afhænger bl.a. af opdrætter, race og køn. Fælles gælder det dog, at blæren hos hvalpe ikke er fuldt udviklet, før de er 6 måneder. Før 6 måneder kan vi altså ikke forvente, at hvalpen kan holde sig og aktivt “vente” ret længe på at komme ud at tisse.

Positiv renlighedstræning

Der var engang, hvor hunde blev en slags renlighedstrænet ved at stikke deres snuder ned i urinen. Nu har vi heldigvis solidt forskningsmæssigt belæg for at skæld ud og afstraffelse 1) får hunden til at tisse på gulvet, når ejer ikke er i lokalet, 2) ødelægger tilliden mellem hund og ejer og 3) forlænger processen med at få en renlig hund. Heldigvis kan vi sagtens få en renlig hvalp effektivt med humane metoder, der samtidig bygger et godt forhold til vores hunde.

Årvågenhed

Nøgleordet til succes er årvågenhed. Jeg vil anbefale, at du holder et par ugers fri fra arbejde, når du henter din nye hvalp. Det giver meget større succesrate på både renligheds- og alene hjemme-træning. Fordi du kan være årvågen – hele tiden. Mit bedste, og tæt på eneste, råd er at komme udenfor hyppigt nok. Gerne en gang i timen i løbet af dagen den første uge eller to. Vi vil gerne have mange succesoplevelser og muligheder for at belønne hvalpen for alt det gode. Det gøres bedst, hvis vi sætter hvalpen op til succes ved at give så gode betingelser som muligt for at gøre “det rigtige” og minimere risikoen for “fejl”. Ud en gang i timen, hver gang hvalpen har leget, spist eller sovet.

“DYGTIG!”

Belønning er det vigtigste værktøj, vi har. Også til at få en hvalp renlig. Beløn derfor hvalpen HVER gang, der bliver tisset eller lagt en bæ udenfor. Beløn verbalt med “dygtig” eller andet (højt og med lys stemme giver bonus) og giv hvalpen en godbid, når den er færdig. Og ja, du vil se dig selv stå udenfor tidligt om morgenen og sige “hvor er du bare god til det!”, mens din hund tisser, og du vil føle dig komplet åndssvag. Når der sker uheld indenfor, så bare tør op og gør ikke noget ud af det overfor hunden. For hvalpen bliver det tis udendørs = lækre godbidder og tis indendørs = ingenting.

Hvad med om natten?

Jeg siger stort JA til ud om natten. Det giver en meget nemmere og mindre forvirrende renlighedstræning, at du ikke bruger hele dagen på at lære hunden at besørge udenfor, men at de retningslinjer ikke gælder ikke om natten. Det mest effektive er at lade hunden sove i en hvalpegård, hvis den ikke sover i sengen. Hvalpegården giver for det første ro til at sove frem for at undersøge hele boligen. Hunde vil helst ikke besørge der, hvor de sover, hvilket betyder, at hvalpen vil pive/kradse for at komme ud af hvalpegården for at besørge om natten. Her opstår din mulighed for at bære hvalpen udenfor! Bare rolig, du lærer at sove med støvlerne på.

Snippet her er fra mine bedste tips til søvn og hvalpe – du kan læse mere her

“Så tis dog!”

I takt med at hvalpen bliver ældre, og andre ting bliver mere spændende (blomster, fugle, dufte) oplever du måske, at hunden slet ikke tisser, når I er ude. Det er mere udtalt for hanhunde, særligt når foråret kommer – mange tæver er i løbetid i løbet af foråret. Det er helt normalt, og lad dig ikke frustrere eller tro, at alt det hårde arbejde er spildt – det kommer igen. Gå ud et fast sted og genkendeligt sted uden alt for meget lækkert at snuse til og bliv derude. Stå stille eller sæt dig ned og vent. Har hunden ikke tisset i løbet af et kvarters tid, gå ind igen, vent 10-15 minutter og prøv igen. Og beløn gerne ekstra meget i denne periode

3 kommentarer til “Hvordan bliver min hvalp renlig?”

  1. Pingback: Hundetræning med hvalp: Hvad, hvornår, hvor længe? - Hundesnude

  2. Vi har netop fået en hvalp for to uger siden, og han er snart 12 uger. Han er en Shih Tzu og har vist sig at være utrolig lærenem, men der er stadig lidt vej med at blive renlig. Jeg læste din artikel her og har er spørgsmål til dette “ Det mest effektive er at lade hunden sove i en hvalpegård, hvis den ikke sover i sengen. Hvalpegården giver for det første ro til at sove frem for at undersøge hele boligen. Hunde vil helst ikke besørge der, hvor de sover, hvilket betyder, at hvalpen vil pive/kradse for at komme ud af hvalpegården for at besørge om natten.”

    Han sover nemlig i en hvalpegård og vi har ham ude 1 gang om natten, hvor han formår at gøre os opmærksom på det. Men han kan stadig godt tisse inde i den, men her er mit spørgsmål så, da vi har lagt 1 stk. tisseunderlag i den, som han kan bruge, hvis nu – og det bruger han så. Men er det forkert? Skal vi fjerne det, så han ved, at det altså ikke er et toilet, men derimod skal vække os hver gang? 🙂

    1. Jeg tænker helt klart, det kan give god mening at fjerne tisseunderlaget og se, om ikke han så giver lyd og vækker jer, når han nu ikke tisser “tilfældigt” i hvalpegården, men bruger underlaget 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *