Et alternativ til “min hund skal forstå et nej”

Hvordan lærer man sin hund nej? Hvordan kan man få sin hund til at holde op med xyz? Jeg kan lige så godt løfte sløret her fra begyndelsen af: jeg træner ikke “nej” med hunde i klassisk forstand. Det er min holdning, at det er unødvendigt og ofte forbundet med negativ attitude og frustration. Og måske vigtigst af alt, så opnår de færreste succes med, at deres hund ‘forstår et nej’.

“Nej” er på mange måder et genialt ord, der ret klart kan lade os mennesker imellem vide, hvad vi mener. Desværre kommer vores hunde ikke med en indbygget ordbog. Dog vil jeg alligevel sige, at min hund kender mange ord. Sit, dæk, mad og gåtur er nogle af dem. Eller dvs. han kender den lyd, fordi jeg har koblet den med noget meget specifikt. Og det er ofte her, filmen knækker for “nej”.

Nej er ikke en adfærd

Hvis du spørger mig, hvordan man lærer sin hund et nej, så vil mit modspørgsmål altid være “hvad vil du gerne have din hund til at gøre, når du siger nej?”. Det et typisk fordi, vi gerne vil have vores hunde til at stoppe med et eller andet. Men tænk på, hvor specifikke vi er, når vi normalt lærer vores hunde øvelser. Sit/dæk/giv pote er meget specifikt. Nu vil vi introducere én kommando, der skal dække over alt fra halvspiste ledninger til en hund, der løber i den forkerte retning, trækker i snoren eller leger med vores hænder. Alt det og meget mere under én kommando.

Og i den klassiske forstand af “nej”, er der ikke noget alternativ. Vi gør det på intet tidspunkt klart for hunden, hvad vi GERNE vil have den til at gøre. Dvs. at der med “nej” er 0% chance for, at hunden gør det rigtige. Fordi det aldrig er klart for hunden, hvad det rigtige er. Det synes jeg er urimelige krav at stille til en hund.

Dertil kommer, at “nej” ofte er forbundet med frustration og negativ attitude. Det er et signal, vi kun kommer til at bruge, når hunden gør noget, vi ikke vil have, og når det sjove skal stoppe. Derfor er oddsene sjældent særlig gode for, at hundene bliver ved med at følge vores anvisninger, hvis de starter med et nej. Det er ikke det værd for hundene.

Hvad kan jeg så gøre i stedet for at lære min hund nej?

1: Lær din hund en positiv forstyrrelse

Det her er en af mine yndlingsøvelser og er i princippet nej vendt helt på hovedet. Jeg kæder en lille lys lyd sammen med øjenkontakt og en godbid.

Tag en håndfuld godbidder og eventuelt en klikker. Sig lyden, klik (eller sig dygtig) og giv hunden en godbid, når hunden kigger på dig. Gentag, gentag, gentag. Så har vi en lyd, der betyder “kig på mig, så får du en godbid”. Den kan vi bruge, når hunden har fundet på unoder. På den måde får du hundens opmærksomhed på en positiv måde med lovningen på en godbid. Dermed er sandsynligheden for, at hunden vil blive ved med at respondere på din lyd væsentligt større, end hvis det var et hårdt nej.

2: Vær proaktiv og beløn for det, du gerne vil have

Det her er godt nok punkt 2, men jeg synes faktisk, det er det vigtigste punkt. For eksempel “jeg vil gerne have min hund til at stoppe med at hoppe op af gæster” er meget ukonkret. “Jeg vil gerne have, min hund hilser på gæster med alle fire poter på gulvet” er meget lettere at forholde sig til. Og det kan vi proaktivt lære vores hunde ved at belønne dem massivt for at have alle fire poter på gulvet. Eventuelt med en snor på eller bag et babygitter, mens gæster kommer ind, mens vi træner det. Hvis vi bruger al vores tid på at belønne for alt det gode vi ser og træne proaktivt, så kan det sjældent betale sig at lave unoder.. i hvert fald færre af dem 😉

Skal vi træne sammen?

Kom godt fra start med en ny hvalp eller få nye øjne på træningen og nye øvelser med hundetræning hold her. Oplever du adfærdsudfordringer med din hund, så lad mig hjælpe jer med et 1:1 træningsforløb, der er tilpasset jer.

Du kan også følge Hundesnude på Instagram og se flere videoer og træningstips.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *