Indkald: Sådan sørger du for, at din hund kommer, når man kalder

De fleste hundeejere drømmer om at få en hund, der kommer, når man kalder på den. Men indkaldstræning er samtidig noget, som mange har svært ved at komme i mål med. Og det giver god mening – vi skal jo konkurrere med legetøj, fugle, legekammerater eller velduftende hunde af modsat køn.

I artiklen her giver jeg mine bedste tips til et sikkert og stabilt indkald – helt uden stødhalsbånd, elektriske indhegninger eller at jagte din hund. Her træner vi kun med positiv forstærkning, og man kan sagtens få en glad hund, der kommer, når man kalder!


Sådan sikrer du, at din hund kommer, når man kalder: Det skal være sjovt!

Hele formålet med indkald er, at hunden skal vælge os menneske over alt andet. Det kræver, at vi lægger os i selen for at være det værd, at vores hunde vælger os frem for alt andet spændende. Det gør vi ved at have den absolut bedste belønning; for min hund er det skinketern eller ost, men måske er det yndlingsbolden eller lov til at svømme en tur? Men det er altså ikke her, at vi bruger det kedelige tørfoder. Vi skal helt op på toppen af belønningsskalaen. Og det er hver evig eneste gang det første lange stykke tid. Så bygger vi nemlig en belønningshistorik – hunden indlejrer, at når den hører den specielle indkaldslyd, så betyder det, at der venter klodens bedste godbid.

Hvordan starter jeg?

Hvis indkaldstræningen starter i hundeparken – eller bare udendørs uden snor på – så er det med en vis sandsynlighed for, at hunden er over alle bjerge eller har fået færten af et dyr. Start derfor indendørs i hjemmet med indkaldslege. Det gør det nemmere at få succes med at få kontakt med hunden, og jo flere gange, du kan belønne et rigtigt indkald, jo stærkere bliver koblingen mellem lyd og belønning. Nedenunder i videoen kan du se to gode indkaldslege, som du nemt kan starte med indendørs. Så kan du bagefter flytte indkaldstræningen udendørs.

Skal jeg bruge hundens navn?

Det korte svar er nej, det synes jeg ikke. Vi bruger vores hundes navne hele tiden – vi kalder på dem indenfor og taler til dem eller om dem dagligt. Hvis vi bruger hundens navn for meget, risikerer vi, at det bliver “støj” for hundens ører. I stedet anbefaler jeg, at man vælger en “mekanisk” lyd, fx dobbeltklap, en simpel fløjtelyd eller klik med tungen. Det har den fordel, at det ikke er noget, vi bruger ofte i hverdagen – medmindre man er musiklærer måske. Og desuden lyder det tæt på ens, uanset hvem der kalder, og ikke mindst hvilket humør, man er i.

Min hund kommer ikke, når den skal have snor på?

Måske kommer din hunden for det meste, når man kalder på den. Altså medmindre det er i hundeparken, der er det som at tale for døve ører – kender du det? Så er du måske faldet i fælden kun at kalde, når legen er slut, og hunden skal have snor på. Og det har hunden regnet ud 😉

Det vigtige her er at træde et skridt tilbage og begynde at kalde “for sjov”. Kald hunden til dig på almindelig gåtur eller i haven, beløn massivt og lad så hunden lege videre. En god ration er 10:1; dvs. hver gang du kalder én gang for at stoppe legen og give hunden snor på, skal der kaldes 10 gange kun for at give en belønning. Husk det skal være sjovt for hunden – sådan sørger du for, at din hund kommer, når man kalder.

Har du brug for ekstra hjælp til at sikre dig, at du har en hund, der kommer, når man kalder – eller måske noget helt andet? Så kan du læse mere om træning med mig lige her!

1 kommentar til “Indkald: Sådan sørger du for, at din hund kommer, når man kalder”

  1. Pingback: Gå pænt i snor: Lær din hund ikke at trække i snoren - Hundesnude

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *