En tryg nytårsaften: Når din hund er bange for fyrværkeri

Selvom jeg har en følelse af, at 2020 er forsvundet med lynets hast, så nærmer nytårsaften sig. Og nytårsaften er en af de aftener, som mange hundeejere frygter, fordi deres hund er bange for fyrværkeri. Der er også en temmelig stor klub af hundeejere, der mener, at fyrværkeri burde være forbudt. Jeg tror desværre, at det har lange udsigter, og heldigvis er der en række ting, man kan gøre for at gøre det mere trygt for sin hund. Herunder følger mine bedste tips, både til hvordan man kan træne hunden til at være mere tryg, og til konkret at skabe så tryg en nytårsaften som muligt.

Hvorfor din hund er bange for fyrværkeri?

Det er helt almindeligt, at en hund er bange for fyrværkeri. Det er voldsomt høje lyde, der kommer på tilfældige tidspunkter og med tilfældig forsinkelse. Dertil kommer, at hunde ser dårligere i mørke, og de ser derfor kun de lysglimt, der følger med fyrværkeri. Den utroligt skarpe næse kommer også på arbejde ved lugten af krudt. Hvis du har prøvet at gå hjem nytårsaftensnat, har du helt sikkert lagt mærke til lugten af krudt, og luften kan være helt tung. Så hundens skarpe sanser kombineret med, at nytårsaften kun foregår en gang om året, er den perfekte opskrift på en utryg hund.

Introducér lyden af fyrværkeri på forhånd

Har du i løbet af året hentet en hvalp, der ikke har nået at have dårlige oplevelser med fyrværkeri, så er det vigtigt at komme det i forkøbet. Start allerede nu med at spille fyrværkeri på YouTube med lav volumen, mens du leger/giver gode godbidder/hvalpen spiser. Sæt en alarm 2 gange om ugen, hvor du hører fyrværkeri et par minutter ad gangen. Skru op for lyden uge for uge.

Er din hund allerede bange for fyrværkeri (og måske også sommertorden), handler det også om at komme i gang, før det bliver nytår. Tilvænningstræning foregår ved at starte ultra ultra langsomt og “hjernevaske” hunden til at forbinde lyden med noget godt. Brug et aktivitetslegetøj eller et tyggeben, som hunden kan lide, med bedste og lækreste foder.⁣
Start med lav lyd og i kort tid. Den lavest mulige lyd på computer/telefon og max. 15 sekunder ad gangen. Giv hunden legetøjet, når du starter lyden. På den måde bliver lyden parret med yndlingsfoderet. Arbejd dagligt i 2-3 gange dagligt 15 sekunders tid. ⁣

Fælles for det hele er, at det er vigtigt at være opmærksom på hundens stresssignaler. Er ørene tilbage fladt langs hovedet, halen mellem benene, halser hunden efterfølgende eller er hunden slet ikke til at få kontakt med umiddelbart efter, så er du gået for hurtigt frem .

I videoen herunder kan du se, hvordan Saxo spiser sit tørfoder i en snusemåtte, mens der i baggrunden kører fyrværkeri fra min computer:

Beløn din hund for lyden af fyrværkeri

Når nytårsaften nærmer sig, begynder nogle at fyre fyrværkeri af før selve nytårsaften – særligt i de større byer. Er din hund bange for fyrværkeri, kan du have godbidder klar alle steder i hjemmet i små skåle eller æggebægre og ekstra gode godbidder med på gåtur. Hver gang du hører lyden at fyrværkeri, eller din hund registrerer en lyd, siger du “dygtig” og giver hunden en godbid. På den måde opfordrer du hunden til at komme hen til dig for at få en godbid, når den hører lyden af fyrværkeri.

Efterlad ikke hunden alene – særligt hvis din hund er bange for fyrværkeri

Det giver måske sig selv, men det er alligevel vigtigt at nævne. Jeg synes ikke, hunde skal være alene på nytårsaften – heller ikke selv om de ikke viser synlige tegn på stress eller angst. Og særligt, hvis din hund er bange for fyrværkeri, så er det på alle måder urimeligt at efterlade den alene. Vælg at fejre nytårsaften et sted, hvor din hund kan komme med, eller invitér gæster hjem til dig så hunden har en tryg base.

Lav et sikkert sted for din hund

Det kan være en god idé at skabe et roligt og sikkert sted for hunden til nytåraften. Et sted, der er skærmet så vidt muligt for lyd og lys. På billedet herunder ser du, hvordan Saxos første nytårsaften, efter han var flyttet hjem til min mand og jeg, forløb. Vi hentede ham hjem i begyndelsen af november, så han er cirka 3,5 måned på det her tidspunkt. Vi havde taget hans transportkasse og lagt et tæppe over, der skærmede for lys. Den var placeret på sofaen ved fjernsynet, som vi lod køre med lyd på hele aftenen. Det fungerede som et roligt sted, hvor han kunne putte sig, hvis han blev overvældet.

Forbered aktivitetslegetøj/lækker snack

Når rådhusklokkerne ringer, og det for alvor går løs med fyrværkeri, kan det være en god idé at have forberedt en ekstra lækker snack – uanset om hunden er bange for fyrværkeri eller ej. Måske et aktivitetslegetøj fyldt med leverpostej og foder eller et stort tyggeben, fx som det her. Generelt er ekstra foder en rigtig god idé den dag. En mæt hund er mere tilbøjelig til at falde til ro og sover dybere.

Book en adfærdskonsultation og få en personlig plan til din hund

Hvis du er kørt fast i angsten og uroen for fyrværkeri, og hverken du eller hunden ser frem til nytårsaften, så book en adfærdskonsultation. Her får du en skræddersyet og konkret plan for, hvordan du og din hund får en mere tryg nytårsaften, og vi følger løbende op og sikrer, at I kommer helt i mål og bliver klar til nytår.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *