Hvad vil du gøre anderledes til din næste hund? 3 tips og erfaringer

Hunde er på mange måder lige så forskellige som mennesker. De har i sandhed personlighedstræk, både inden for racerne og med samme ‘opdragelse’. På den måde minder de om menneskesøskende, der kan være vidt forskellige, selvom de er rundet af samme både DNA og opdragelse. Derfor kan man heller ikke tage den samme opskrift og forvente samme udfald med alle hvalpe. Jeg har dog alligevel en liste over de ting, som jeg vil gøre anderledes, end jeg gjorde med Saxo, næste gang jeg skal have en hvalp. Som forhåbentlig er snart. Jeg skal bare lige have overtalt min mand helt 😉 Derfor vil jeg i det her indlæg dele mine bedste erfaringer til næste hund.

En vigtig disclaimer. Jeg er meget påpasselig med at være bagklog. Jeg havde den viden, jeg havde, da Saxo var hvalp, og jeg gjorde mit bedste. Det var før, jeg blev uddannet hundetræner og fik min certifikation. Jeg havde mindre viden og mindre erfaring. Løftede pegefingre, skyld og skam tager os ingen vegne alligevel.

3 ting, jeg vil gøre igen

Jeg har tidligere delt mine bedste tips til den første tid med hvalp, men jeg vil også gerne dele det, jeg vil gøre igen uden at blinke. Det er jo også vigtige erfaringer til næste hund. Jeg synes i al beskedenhed, at Saxo er blevet en dejlig hund. Men det er heller ingen hemmelighed, at han var en udfordring som hvalp. Jeg bad om den hvalp i kuldet, der havde det højeste energiniveau og var klar på træning, og det fik jeg i sandhed også. Det tog os lidt tid at lære hinanden at kende, og jeg var overvældet af ham de første par uger.

1. Valgte en god opdrætter

Særligt i et år, hvor efterspørgslen på hvalpe er enorm, synes jeg, det her er et vigtigt punkt. Genetik og de rette vilkår at vokse op under kan give en hund et enormt godt afsæt til det videre liv. En god opdrætter er ikke en garanti for en perfekt hund, men det kan give dig en idé om både sundhed og sind på en hvalp. En god opdrætter er for mig en, der har Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse, opdrætter sunde, racetypiske hunde under gode forhold, giver fuld gennemsigtighed i processen af køb af hvalp, er kritisk over for sine hvalpekøbere, matcher hvalpe til den rigtige familie og tester sine avlshundes fysiske og mentale sundhed.

2. Socialiserede ham og lod ham passe

Jeg lod Saxo se, registrere og hilse på hunde, mennesker og andre potentielt skræmmende ting. Særligt de første uger. Det er vigtigt at lære vores hunde, at en fremmed er en ven, man ikke har mødt endnu. Særligt mennesker med et potentielt skræmmende udseende – dvs. stok/rullestol/barnevogn/børn i flyverdragter/klapvogn/rulleskøjter/skateboard mv. Beløn med masser af godbidder, hver gang man møder noget, der potentielt kan være skræmmende.

3. Startede træning tidligt

Saxo og jeg begyndte på hvalpetræningen et par dage efter, vi hentede ham. Det var perfekt til at komme i gang med at skabe det gode bånd og få nogle gode oplevelser sammen. Vi arbejdede i hans tempo og med respekt for hans meget unge alder. Jeg kan kun anbefale at starte træningen tidligt – enhver god hundetræner kan tilpasse hvalpetræningen, og det giver god mulighed for at stille spørgsmål til en kvalificeret fagperson allerede fra begyndelsen.

3 ting, jeg vil gøre anderledes næste gang

1. Starte alene-hjemme-træningen tidligere

Fordi vi havde lidt startudfordringer med tilpasningen af Saxos energiniveau, kom vi ikke i gang med alene-hjemme-træningen så tidligt, som jeg kunne have ønsket. Vi måtte også starte forfra efter den første uges træning. Selvom vores hvalpe kan virke meget små og skrøbelige, så kan jeg kun anbefale at starte næsten med det samme. Efter 24-48 timer er et godt tidspunkt at begynde at gå ud af døren i helt korte sekvenser både med og uden overtøj på. Hent post, gå ud med skraldet og den slags. Derfra kan man trække tiden ved postkassen et par sekunder op til de første minutter.

2. Starte på effektiv ro-træning tidligere

Jeg prædiker det til næsten alle mine hvalpeklienter. Træning i at være i ro. Og det er blandt andet fordi, jeg ikke selv fik det gjort hensigtsmæssigt for Saxo. Typisk har vi en tendens til at give vores hunde opmærksomhed, når de selv søger os. Så leger vi måske lidt med dem eller tager dem udenfor. Når hvalpen derimod ligger roligt, slapper vi også selv af, og på den måde bliver den mest effektive måde at få vores opmærksomhed på at være ‘vild’, som kan føre til, at vi giver hunden ekstra leg/gåtur etc., og hunden dermed bliver overstimuleret. Fokuser derfor på aktivt at belønne for at være i ro.

3. Være mindre fokuseret på færdigheder

Jeg var meget fokuseret på alt det, jeg gerne ville have, at Saxo skulle kunne. Derfor gik der heller ikke mere end et par uger, før han kunne sit/dæk/snudedut/bliv og andre øvelser. Og det er der ikke noget i vejen med, men jeg ville gerne have brugt tiden på at træne kontakt, samarbejde og få os mennesker etableret som epicentret for gode ting, før jeg gik i gang med færdigheder. På samme måde målte jeg ham i færdigheder, og hvor mange tricks og kommandoer, han kunne, frem for hvordan vores samarbejde var.

En klokkeklar fejl, når jeg ser tilbage på videoer er fx, at jeg adskillige gange gentager mine kommandoer. Det ligger ‘fejlen’ på hundens skuldre, frem for på mine som underviser – nu er det jo helt klart, at signalet ikke var indlært grundigt nok til at kunne bruges i den situation, hvor jeg krævede det.

Skal vi træne sammen?

Således mine bedste erfaringer til næste hund. Jeg håber, det kan være til reflektion for nogen. Hvis du har lyst til at træne sammen og give dig og din næste (eller første) hund det bedste fundament, så kan du booke 1:1 træning lige her.

Du kan også følge Hundesnude på Instagram og se flere videoer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *