hvalp

LÆR DIN HUND AT HOLDE FOKUS

Lær din hvalp at holde fokus: Hvalpetræning del 1

Første video i en serie om hvalpetræning. Lær din hvalp at holde fokus med en hurtig og nem øvelse. Fokus og øjenkontakt er fundamentet for al anden hundetræning. Det kan være svært for hvalpe at fokusere på os, fordi der sker så meget i miljøet omkring dem. Vi kan kun bede en hund om noget, hvis den holder fokus på os og kigger på os. I denne video kan du se, hvordan vi kan lære unge hvalpe at holde fokus og tilbyde øjenkontakt, både ude og hjemme.

I videoen herunder kan du for første gang også møde Laila. Laila er halv newfoundlænder og halv samojede. Hun er 14 uger i denne video, og hendes familie har kærligt udlånt hende til de her videoer. Tak til Laila og hendes mennesker.

Lær din hvalp at holde fokus: Instruktioner

Jeg ønsker at lære hvalpene som det allerførste, at det er forbundet med noget godt at fokusere på sit menneske. Jeg lægger en godbid foran mine fødder, og når hunden har spist godbidden og kigger op på mig, markerer jeg (enten med en klikker eller ved at sige yes/yip/dygtig) og giver en ny godbid på gulvet. På den måde skaber jeg et let genkendeligt mønster (op/ned) for hvalpen, som gør, at jeg kan holde fokus længere tid. Jeg starter indendørs med få forstyrrelser og flytter derefter udendørs med flere forstyrrelser.

Se flere videoer og artikler om træning lige her.

Hvalpetræning: En videoserie

I løbet af sommeren 2021 laver jeg en serie videoer til alle nye hvalpeejere. Her vil jeg gennemgå de basisøvelser, jeg træner som det første med en ny hvalp, og som jeg mener giver et godt fundament. Dette er den første. Hvis du ønsker at få en notifikation, når der kommer en ny video, kan du abonnere på Hundesnudes YouTubekanal lige her.

Du kan også følge Hundesnude på Instagram, hvor jeg deler flere videoer og tips til livet med hund.

sort mops på sofa - hunde være alene hjemme

Den store guide: Væn din hund til at være alene hjemme efter corona

Genåbning! Endelig begynder samfundet at åbne igen efter coronanedlukning. Det betyder, at mange kan få lov at komme tilbage på arbejde. Det er til stor glæde for de fleste, men måske ikke for vores hunde. At menneskerne skal tilbage ud af huset kan betyde, at hunden skal være alene hjemme dagligt i mange timer for første gang i et år. Eller, hvis der er tale om en coronahvalp, så måske for første gang nogensinde. Men frygt ikke, her kommer en tilvænningsguide til at lade din hund være alene hjemme efter corona. Guiden er et forsøg på at svare så godt som muligt på de spørgsmål, I har stillet på Instagram – hvis du savner svar på noget, så læg det gerne som en kommentar her.

Den voksne hund/unghund, der godt har kunnet være alene hjemme før

Vi lægger ud med de hunde, der tidligere har kunnet være alene hjemme. For de fleste af vores voksne hunde, har det være rutine, at familien forlader hjemmet. Enten for at tage på arbejde, løbe ærinder, besøge familie eller gå ud at spise. Her er det rutinen, der er blevet skyllet ud i toilettet med nedlukning, og det er den, der skal genoprettes – det skal ikke læres.

Spørgsmål: Skal jeg starte langsomt ud/helt forfra, hvis min hund tidligere har kunnet være alene?

Ja og nej. Jeg ville ikke selv starte helt forfra. Jeg ville dog starte en uge eller to før, jeg for alvor skulle afsted med at gå fra hunden hver dag. Start med fx 5-10 minutter, så 15-20 den næste gang, 30, 50, 75, 90, 120, 180 minutter. På den måde har man givet sin hund en gradvist tilvænning til, at man igen begynder at gå hver dag i en længere periode. Jeg vil desuden anbefale, at man optager hunden de første par dage, så man er sikker på, at alt er, som det skal være. Har man både en computer og en telefon, kan man fx lave et Zoom-opkald mellem sin computer og telefon. På den måde kan man følge med ‘live’.

Spørgsmål: Er det okay, hunden har nogle dage, hvor den ikke er tryg i det, til den vænner sig til den igen?

Det vil være helt naturligt – og helt okay – at hunden skal vænne sig til at være alene igen. Det kan være, hunden er mere søgende, når den er alene. Eller at det tager lidt længere tid at finde roen. Det, vi helst ikke vil se, er panik og stress hos hunden. Fx gøen/hylen/at hunden halser/bukket haleføring etc.

Spørgsmål: Hvor meget alene hjemme er nok, hvis man fortsat kommer til at arbejde meget hjemmefra?

Det jeg vil sige er det vigtigste i dette tilfælde er, at man holder fast i de længere ture (et par timer) ud af huset gerne et par gange om ugen, så det ikke blot bliver 20-minutter-i-Netto-alene-hjemme. På den måde sikrer man, at vanen bliver fastholdt hver uge.

Spørgsmål: Hvor hurtigt kan man trappe op, hvis hunden kan være alene lidt tid – fx en time eller to?

Typisk er de første 15-30 minutter de mest “kritiske”. Såfremt hunden (hvalp eller voksne) kan være alene en times tid eller måske to, så ville jeg fx øge tiden med samlet en time om ugen op til 5-6 timer. Mit personlige max. for alene hjemme tid er 8 timer.

Coronahunden: Tilvænning til at lade din hund være alene hjemme efter corona for første gang

I 2020 og 2021 er det kommet adskillige nye hvalpe til, der er vokset op med, at alle er hjemme hele tiden. Så derfor kan det godt være lidt af en omvæltning at vænne sig til at være alene. Start derfor i god tid, tag det roligt og se det som en investering, så du får ro i maven de næste 15 år, når du forlader dit hjem. Alle hunde er forskellige. Jeg ville ønske, jeg kunne sige præcis, hvor længe det tager, men det kan jeg ikke. Nedenfor finder du mine tommelfingerregler. Måske din hun acer gennem, og du kan gå dobbelt så hurtigt frem. Måske din hund har svært ved det, og det tager længere tid. Begge dele er præcis, som det skal være!

Spørgsmål: Hvordan starter man – helt konkret? Hvordan trapper man op?

Start langsomt, lav en rutine, vær konsistent og tålmodig. Jeg anbefaler, at man træner hver dag intensivt i en periode, og gerne på det samme tidspunkt på dagen, så der er en konsistent rutine. Start helt konkret med at lufte hunden og sørg for, at den er træt. Sæt dig ned og vær kedelig 5-10 minutter, så hunden falder til ro. Når hunden er faldet lidt til ro, tag sko og jakke på, gå ud af døren og lås døren. Start med at være væk 2-5 sekunder og vend tilbage.

Min erfaring er, at en god tommelfingerregel er, at man kan lægge 50% til hver dag frem til 5 minutter og derfra 25% frem til 20-30 minutter, og derfra 10-20%.

Spørgsmål: Hvordan håndterer man gøen og hylen/hvor længe skal man lade hunden gø?

Det her spørgsmål kom på Instagram i forskellige udgaver. Og lad mig slå fast: hunde skal ikke hyle eller gø, når de er alene. De stresstegn, som nogle oplever, når deres hunde er alene, er ikke bevidst adfærd – det er panik. Derfor er jeg også meget uenig i, at man skal “vente”, til hunden ikke længere gør eller hyler, før man går ind igen, således at hunden ikke “vænner” sig til, at man kommer hjem, hvis hunden gør. Det forudsætter, at gøen er bevidst adfærd, der kan forstærkes. Den panik, som det er udtryk for, er en følelse, som hundene ikke selv har kontrol over. Gå nogle skridt tilbage, trap ned og sørg for, at hunden er tryg, før du lægger mere tid til.

Husk: your dog is not giving you a hard time, he is having a hard time.

Spørgsmål: Hvor meget plads bør hvalpen have, når den er alene?

Hunde er ikke huledyr, og derfor er de ikke per definition trygge ved at være lukket inde i små rum. Jeg har bedst erfaring med at lade hunde være alene der, hvor de er trygge og vant til at slappe af. Så hvis man altid er i stuen, og hunden er mest tryg i stuen, så giver det god mening at lade hunden være alene i stuen. Hvis det er en meget lille hvalp, eller hunden er meget opfindsom med fx at tygge i ting, kan man skærme af med en hvalepindhegning/playpen. Enten som en fuld indhegning eller ved at bruge fagene til at skærme en del af et rum af, hvor der er ledninger, tæpper eller andet lækkert.

Spørgsmål: Hvordan træner man til alene hjemme i bur?

Jeg vil til enhver tid vælge en hvalpeindhegning frem for bur. Det giver mere bevægelsesfrihed og mulighed for at lægge sig flere forskellige steder, hvis hunden får det for varmt eller koldt. Om man vælger indhegning eller bur, så sørg for at gøre det til et lækkert sted. Giv masser af godbidder i indhegningen, lad hundens mad/vand stå derinde, giv lækre tyggeting derinde, mens du lukker og laver noget kedeligt som at folde vasketøj etc. og øg gradvist tiden derinde, før du begynder at forlade hjemmet.

Spørgsmål: Skal man sige farvel/hvad er den bedste afsked?

Man må gerne sige både farvel og hej til sin hund, når man går eller kommer hjem 🙂 Der er ingen påvist sammenhæng mellem at ignorere sin hund, når man kommer hjem, og at hunden er bedre til at være alene. Og desuden er det bare mærkeligt at ignorere sin hund, som det eneste tidspunkt, når man kommer hjem.

Spørgsmål: Hvor meget/lidt aktivering/legetøj skal man give dem, til de er alene?

Aktivitetslegetøj som fx en fyldt KONG kan være god aktivering. Jeg foretrækker at fokusere på nedregulerende/roligt legetøj. Dvs. ingen bolde, trækkelegetøj, bamser der kan flås etc. tilgængeligt, når hunden er alene. Vi vil gerne have, hunden tager en lur, når han er alene frem for at køre sig selv op.

Vær opmærksom på, at aktivitetslegetøj ikke maskerer en eventuel reaktion. Hvis hunden får en fyldt KONG, mennesket går, hører ikke noget i opgangen og tænker, at alt er godt, men så begynder hunden at hyle, så snart hun er færdig med legetøjet. Aktivitetslegetøj er en bonus – ikke en afledningsmanøvre.

Spørgsmål: Er der en speciel alder, hvor hundehvalpe bliver mere modne til alene hjemme?

Nej, det bliver desværre ikke magisk lettere med tiden. Start så tidligt som muligt. Fx et par dage efter, at hvalpen er kommet hjem, så den er faldet til.

Jeg håber, du kunne bruge det til noget, og du nu er klar til at lade hund være alene hjemme efter corona!

Hvis du er kørt helt fast i alene-hjemme-træningen, eller din hund har udviklet separationsangst under corona, så tøv ikke med at tage fat i mig for en personlig plan. Læs mere om træning med mig her.

gul labradorhvalp kigger op i kamera. Tilknyttet indlægget lær din hund sit

Lær din hund stå: Basistræning

Lær din hund stå? Altså som i stå helt stille. Det kan være overraskende svært for mange hunde. Særligt hvalpe og unghunde kan have svært ved at forholde sig roligt nok til at stå. Stå er, sammen med sit og dæk, de tre øvelser, vi sammen kender som øvelsen stillingsskift. Her viser jer en video til, hvor du kan lær din hund stå. Under videoen kan du læse trin for trin, hvordan du gør.

Trin for trin – lær din hund stå


Step 1: Med en godbid i hånden lokkes hunden op på en genstand med begge forpoter. Gamle studiebøger (eller i mit tilfælde en af min mands utroligt mange Tolkien-bøger) fungerer glimrende. Markér (klik eller sig “dygtig”) og beløn hunden med flere godbidder i træk. Vi vil gerne opfordre hunden til at stå stille og blive stående. ⁣⁣

Step 2: Udfas gradvist lokingen, til hunden selv stiller sig op på bogen med poterne. ⁣⁣Det gøres ved at gøre den hånd, du lokker med, mere og mere udvisket i bevægelserne – vi vil gerne have hunden til at prøve sig frem.
⁣⁣
Step 3: Når hunden relativt sikkert går direkte op på bogen med poterne, begynd at sætte kommando på. Jeg bruger “stand”. Vent med at sætte kommando på, til hunden er sikker på øvelsen, så vi undgår forvirring om kommandoen. Hvis hunden er skævt på bogen eller står ved siden af, så vent et øjeblik og se, om de selv kan regne den ud.
⁣⁣
Step 4: Udskift bogen med et ark papir og brug igen din kommando. Når du føler dig sikker på, at hunden står stille, fjernes papiret og øvelsen laves på gulvet!

Lær din hund øvrige basisøvelser

Skal vi træne sammen?

Vil du gerne lære din hvalp alle basisøvelserne og sikre et godt fundament? Så start hvalpetræningen i ro og mag i dit eget hjem med skræddersyet hundetræning. Læs mere om 1:1-træning her.

Følg Hundesnude på Instagram og se flere videoer og tips til livet med hund.

erfaringer næste hund

Hvad vil du gøre anderledes til din næste hund? 3 tips og erfaringer

Hunde er på mange måder lige så forskellige som mennesker. De har i sandhed personlighedstræk, både inden for racerne og med samme ‘opdragelse’. På den måde minder de om menneskesøskende, der kan være vidt forskellige, selvom de er rundet af samme både DNA og opdragelse. Derfor kan man heller ikke tage den samme opskrift og forvente samme udfald med alle hvalpe. Jeg har dog alligevel en liste over de ting, som jeg vil gøre anderledes, end jeg gjorde med Saxo, næste gang jeg skal have en hvalp. Som forhåbentlig er snart. Jeg skal bare lige have overtalt min mand helt 😉 Derfor vil jeg i det her indlæg dele mine bedste erfaringer til næste hund.

En vigtig disclaimer. Jeg er meget påpasselig med at være bagklog. Jeg havde den viden, jeg havde, da Saxo var hvalp, og jeg gjorde mit bedste. Det var før, jeg blev uddannet hundetræner og fik min certifikation. Jeg havde mindre viden og mindre erfaring. Løftede pegefingre, skyld og skam tager os ingen vegne alligevel.

3 ting, jeg vil gøre igen

Jeg har tidligere delt mine bedste tips til den første tid med hvalp, men jeg vil også gerne dele det, jeg vil gøre igen uden at blinke. Det er jo også vigtige erfaringer til næste hund. Jeg synes i al beskedenhed, at Saxo er blevet en dejlig hund. Men det er heller ingen hemmelighed, at han var en udfordring som hvalp. Jeg bad om den hvalp i kuldet, der havde det højeste energiniveau og var klar på træning, og det fik jeg i sandhed også. Det tog os lidt tid at lære hinanden at kende, og jeg var overvældet af ham de første par uger.

1. Valgte en god opdrætter

Særligt i et år, hvor efterspørgslen på hvalpe er enorm, synes jeg, det her er et vigtigt punkt. Genetik og de rette vilkår at vokse op under kan give en hund et enormt godt afsæt til det videre liv. En god opdrætter er ikke en garanti for en perfekt hund, men det kan give dig en idé om både sundhed og sind på en hvalp. En god opdrætter er for mig en, der har Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse, opdrætter sunde, racetypiske hunde under gode forhold, giver fuld gennemsigtighed i processen af køb af hvalp, er kritisk over for sine hvalpekøbere, matcher hvalpe til den rigtige familie og tester sine avlshundes fysiske og mentale sundhed.

2. Socialiserede ham og lod ham passe

Jeg lod Saxo se, registrere og hilse på hunde, mennesker og andre potentielt skræmmende ting. Særligt de første uger. Det er vigtigt at lære vores hunde, at en fremmed er en ven, man ikke har mødt endnu. Særligt mennesker med et potentielt skræmmende udseende – dvs. stok/rullestol/barnevogn/børn i flyverdragter/klapvogn/rulleskøjter/skateboard mv. Beløn med masser af godbidder, hver gang man møder noget, der potentielt kan være skræmmende.

3. Startede træning tidligt

Saxo og jeg begyndte på hvalpetræningen et par dage efter, vi hentede ham. Det var perfekt til at komme i gang med at skabe det gode bånd og få nogle gode oplevelser sammen. Vi arbejdede i hans tempo og med respekt for hans meget unge alder. Jeg kan kun anbefale at starte træningen tidligt – enhver god hundetræner kan tilpasse hvalpetræningen, og det giver god mulighed for at stille spørgsmål til en kvalificeret fagperson allerede fra begyndelsen.

3 ting, jeg vil gøre anderledes næste gang

1. Starte alene-hjemme-træningen tidligere

Fordi vi havde lidt startudfordringer med tilpasningen af Saxos energiniveau, kom vi ikke i gang med alene-hjemme-træningen så tidligt, som jeg kunne have ønsket. Vi måtte også starte forfra efter den første uges træning. Selvom vores hvalpe kan virke meget små og skrøbelige, så kan jeg kun anbefale at starte næsten med det samme. Efter 24-48 timer er et godt tidspunkt at begynde at gå ud af døren i helt korte sekvenser både med og uden overtøj på. Hent post, gå ud med skraldet og den slags. Derfra kan man trække tiden ved postkassen et par sekunder op til de første minutter.

2. Starte på effektiv ro-træning tidligere

Jeg prædiker det til næsten alle mine hvalpeklienter. Træning i at være i ro. Og det er blandt andet fordi, jeg ikke selv fik det gjort hensigtsmæssigt for Saxo. Typisk har vi en tendens til at give vores hunde opmærksomhed, når de selv søger os. Så leger vi måske lidt med dem eller tager dem udenfor. Når hvalpen derimod ligger roligt, slapper vi også selv af, og på den måde bliver den mest effektive måde at få vores opmærksomhed på at være ‘vild’, som kan føre til, at vi giver hunden ekstra leg/gåtur etc., og hunden dermed bliver overstimuleret. Fokuser derfor på aktivt at belønne for at være i ro.

3. Være mindre fokuseret på færdigheder

Jeg var meget fokuseret på alt det, jeg gerne ville have, at Saxo skulle kunne. Derfor gik der heller ikke mere end et par uger, før han kunne sit/dæk/snudedut/bliv og andre øvelser. Og det er der ikke noget i vejen med, men jeg ville gerne have brugt tiden på at træne kontakt, samarbejde og få os mennesker etableret som epicentret for gode ting, før jeg gik i gang med færdigheder. På samme måde målte jeg ham i færdigheder, og hvor mange tricks og kommandoer, han kunne, frem for hvordan vores samarbejde var.

En klokkeklar fejl, når jeg ser tilbage på videoer er fx, at jeg adskillige gange gentager mine kommandoer. Det ligger ‘fejlen’ på hundens skuldre, frem for på mine som underviser – nu er det jo helt klart, at signalet ikke var indlært grundigt nok til at kunne bruges i den situation, hvor jeg krævede det.

Skal vi træne sammen?

Således mine bedste erfaringer til næste hund. Jeg håber, det kan være til reflektion for nogen. Hvis du har lyst til at træne sammen og give dig og din næste (eller første) hund det bedste fundament, så kan du booke 1:1 træning lige her.

Du kan også følge Hundesnude på Instagram og se flere videoer.

lær din hund sit

Basistræning: Lær din hund sit

Sit er et glimrende sted at starte, hvis hverken du eller din hund har stiftet bekendtskab med hundetræning før. De fleste hunde sætter sig let, og derfor er det også typisk nemt for både hund og ejer at komme i mål med. Sit er også en børnevenlig øvelse. Så har du mindre børn, der gerne vil lære hunden noget, så er sit et godt bud. Lær din hund sit ved hjælp af denne nemme og korte video. Vi lærer naturligvis hunden sit helt uden at tvinge den ved fx at skubbe dens bagdel mod gulvet. Det fratager hunden muligheden for at lære og tænke selv, og samtidig kan det være ubehageligt for hunde at få bøjet benene mod deres vilje.

Lær din hund sit på et håndsignal og med en verbal kommando (typisk ordet sit) med videoen herunder. Hunde er typisk visuelle, og derfor er det lettere for de fleste at lære håndsignaler end verbale kommandoer. Samtidig når vi lokker hunden i sit med en kommando får vi et naturligt håndsignal. Derfor starter jeg med at indlære håndsignal -> og dernæst kommando.

Lær din hund sit step by step

Step 1: Før en godbid hen over hundens hoved og markér med en klikker eller yes/yip, det øjeblik der er numse mod gulv og giv hunden godbidden i hånden. ⁣

Step 2: Brug samme håndbevægelse, men denne gang uden en godbid i hånden. Giv o stedet en godbid fra en anden hånd. 

Step 3: Åbn løbende hånden mere og mere og før hånden opad med en håndfladen opad. Bingo, du har nu dit visuelle håndsignal for sit.

Step 4: Par dit visuelle håndsignal med en verbal kommando ved først at give det visuelle signal, efterfulgt af kommandoen. Klik eller yes/yip og giv en godbid.

Step 5: Test hvor sikker din hund er i sit på udelukkende verbal kommando. Den skal i hvert fald sidde i skabet 4/5 gange, før vi er sikre.

Vil du også lære dæk og gi’ pote?

Følg Hundesnude på Instagram, hvis du vil se flere videoer

hvalp bider

Hvalp bider: Guide til at komme hvalpebideri til livs

Med enhver sød, blød og nuttet hvalp kommer også et par sylespidse hvalpetænder. Til ganske stor frustration for nye hvalpeejere, både fordi det typisk går ud over fingre og tæer, men også fordi det kan være mere alvorligt, hvis det går ud over møblementet, eller hvis børnene bliver bange. I den her guide tager jeg fat i de typiske scenarier, hvor en hvalp bider. En slags FAQ i hvalpebideri, og hvordan vi kan løse det uden at skælde ud eller straffe hunden ved at isolere den eller endnu værre slå den over næsen eller tage fat i nakkeskindet.

Hvorfor bider hvalpen?

Som med små babyer, udforsker hvalpen verden med munden. Den kommer ting i munden for at finde ud af, hvad i alverden det er. Det er også derfor, de samler cigaretskodder og diverse op på gåturen. Efterhånden som hunden bliver ældre, vil den i højere grad bruge snuden til det, som den bruger munden til, når den er hvalp. Derudover er det almindelig leg mellem hunde, og særligt hvalpe, at “bide”. Vi kalder det ‘bitey face’, og det er, når hvalpe tager fat i hinandens ører/folder/ben/haler, når de leger. De fleste hvalpe kommer fra et kuld med søskende, og de har været vant til at lege med hinanden. Nu starter livet i en menneskefamilie, hvor reglerne er anderledes, og det skal vi lære hunden. Og så er der selvfølgelig tænderne, der skal skiftes, og derfor klør de også, når de begynder at falde ud, og de nye bryder frem.

Så hvis det er til nogen form for trøst, så er det helt almindelig adfærd, at en hvalp bider!

Tre strategier til at stoppe, at din hvalp bider

Tolerancetræning

Uden tvivl min favoritmåde at træne stop af hvalpebideri på, fordi det er proaktivt og ikke kommer på bagkant, når hvalpen allerede har fat med bisserne. Ideen bag tolerancetræning er at lære hunden, at det kan betale sig ikke at bide i ting. Og samtidig lære hunden, hvad vi så gerne vil have i stedet for. I videoen herunder kan du se, hvordan jeg langsomt opbygger Saxos tolerance for nogle af de ting, som hvalpe typisk bider i. Jeg belønner ham med godbidder for at ligge på en måtte. Du kan også vælge at belønne for at sidde roligt eller bare en lukket mund.

Start i det små med bare at præsentere den spændende ting og hold den helt stille. Byg langsomt op ved at bevæge genstanden mere og mere. Husk at holde træningspassene korte og sjove. Hvis din hvalp bider i genstanden, så gå et skridt tilbage.

Afled, afled, afled

Den suverænt vigtigste strategi er afledning. Det vil sige give noget andet at tygge i end dig, når din hvalp bider. Når hvalpen vil lege og begynder at bide ud efter fingre og tæer, så find en bold eller et trækkelegetøj og fortsæt legen. Hvis man er konsekvent ved det her punkt, vil man opleve, at hvalpen også som voksen kommer med legetøj, når den gerne vil lege.

Start/stop leg

Vær tydelig i dit kropssprog, når du ikke længere vil lege, eller når du synes, hvalpen leger på en uhensigtsmæssig måde. Sig “slut” og stop så legen. Fold hænder og fødder ind under dig eller gå i gang med at lave noget andet. Hvis hunden accepterer, at du ikke vil lege mere, så beløn med en godbid eller mere leg.

Hvis hvalpen ikke accepterer, at du ikke længere vil lege og måske begynder at bide i tøj eller hår, så sig “av” (man behøver ikke råbe) og flyt dig fra situationen. Rejs dig, gå væk og vær helt tydelig i kropssproget, at du ikke vil lege mere. Hvis hunden accepterer, så falder der selvfølgelig en belønning af, præcis som ved ovenstående.

Typiske situationer med hvalpebideri

Hvalp bider i en bestemt ting

Vi kan dårligt forestille os det, men en helt særlig kommode/stoleben eller nyindkøbt sofapude kan være en oplagt snack, så sker det, at vores hvalp bider i sin nye yndlingsting. Det er ikke altid til at sige, hvad hvalpen vælger at kaste sin kærlighed på. Den bedste måde at komme det til livs på er at afskære hvalpen fra muligheden for at tygge i det. Stort set alle hvalpe vokser fra at gnave i sager, men det kræver, at det ikke bliver en vane, og vi får sat en stopper for det.

Hvis det er en potteplante, så acceptér at den skal stå utilgængeligt højt i en periode, og at sneakers og stilethæle skal væk fra gulvet. Hvis det er store møbler, kan du sætte noget foran – fx et gitter, en papkasse eller noget andet, som er uinteressant for hunden. Lad det stå sådan en uges tid eller to, og prøv så at fjerne forhindringen. Typisk har hvalpen glemt alt om fascinationen af genstanden.

Hvalp bider efter gåtur og/eller mad

Det klassiske hvalpeflip, hvor hvalpen tonser rundt, bider i alt og alle og er umulig at få ro på, er velkendt for mange hvalpeejere. Typisk sker det efter gåtur og/eller mad, når hvalpen er frisk. Det kan være, fordi hvalpen er en smule overstimuleret. Der skal ikke mange indtryk til, før hvalpene får lidt for meget og reagerer uhensigtsmæssigt.

Typisk oplever jeg, at hvalpeejere vil det aller bedste for deres hvalpe, og de har adskillige stykker legetøj tilgængeligt og gåture på 20-30 minutter flere gange dagligt, fordi “hvalpen skal køres træt”. Og det kan være svært at finde ro, hvis der altid er indtryk at forholde sig til. Prøv at skære lidt ned på gåturenes længde og brug tyggeben, søgeøvelser eller en KONG som aktivering. Det kan virke som omvendtland, men opfordring og hjælp til ro er ganske normalt for hvalpe.

Tænderne klør

Overgangen mellem, at en hvalp bider for at udforske verden med tænderne, og at tænderne klør, er typisk glidende. Men alligevel kan man, hvis man lægger mærke til det, se en ændring mod, at hvalpen i højere grad tygger end napper, og måske bliver hvalpen også mere rolig/salig, når den tygger. Der er det vigtigt at give hunden passende ting, den kan tygge i. Fx en karklud, der er blevet vredet hårdt op og smurt med lidt leverpostej eller peanutbutter og så en tur i fryseren. Den er både kold, hård og smager godt. Andre gode bud er tyggelegetøj eller tyggeben særligt til hvalpetænder.

Skal vi træne sammen?

Vil du gerne starte på bedst mulig vis med din nye hvalp? Måske din hvalp bider ekstra, har svært ved at finde ro eller brug for hjælp til gåturene eller alene hjemme. Hvalpetræning med mig starter lige der, hvor du og din hvalp er. Vi træner hjemme ved dig, så hvalpen er tryg, og vi får mest mulig ud af træningen. Du kan læse mere om hvalpetræning med mig her.

Følg også Hundesnude på Instagram for at se flere videoer.

kom-i-gang-med-hundetraening

Kom i gang med hundetræning: 3 begynderøvelser trin for trin

Virker det uoverskueligt, hvordan du kan komme i gang med hundetræning? Internettet er fyldt med gode (og mindre gode) råd, og måske står du med en lille hvalp, som du vil alt det bedste, men hvordan kommer man i gang? Herunder finder du tre nemme begynderøvelser trin for trin – vær med og kom i gang med hundetræning!

Hvornår kan jeg starte med at træne med min hvalp?

At have hund er heldigvis livslang læring for hunden, og selv den lille hvalp “trænes” hele tiden. Det er derfor kun en god idé at kom i gang med hundetræning, så snart hvalpen er faldet til i det nye hjem. På den måde får du med det samme skabt en god relation med hvalpen og lærer den, at det er en sand fest at træne med dig og gøre, som du beder den om. Samtidig er det en fremragende måde at få afløb fra den ustoppelige hvalpeenergi 😉

Vi starter med tre nemme basisøvelser, som alle kan være med på. Det er egnet til alle racer og både hvalpe og voksne hunde kan være med. Alle øvelserne kræver blot ét menneske, én hund og nogle godbidder. Det behøver hverken være kompliceret eller tidskrævende at kom i gang med hundetræning.

Øvelse 1: Dæk

Øvelse 2: Giv pote

Øvelse 3: Snudedut

Hvis du har svært ved at knække koden, eller en af øvelserne driller, så tøv ikke med at skrive i kommentarfeltet herunder.

Kom i gang med hundetræning med positiv forstærkning

Alle øvelserne er indlært efter den læringsfilosofi, der hedder “positiv forstærkning”. På almindelig dansk betyder det, at vi belønner hunden, når den gør det, vi gerne vil have den til. Det kan være med en godbid, legetøj eller noget andet, som hunden godt kan lide. Det gør vi, fordi hundetræning skal være sjovt og skabe et godt forhold mellem ejer og hund. Hvis det regner med godbidder og leg, hver gang vores hunde træner med os, så er der en stor sandsynlighed for, at de fortsat gerne vil træne med os og være endnu mere opsatte på at gøre det, der udløser en godbid – om og om igen.

Skal vi træne sammen?

Hvis du har fået blod på tanden og er klar på mere træning, så kan du læse mere om træning med mig lige her. Jeg skræddersyr træning for alle lovlige racer fra 8 uger, der sikrer, at du og din hund får en fantastisk relation!

Du kan også følge Hundesnude på Instagram

Børn og hund

Børn og hund: Sikr den bedste relation

Har du fået en hund og vil gerne have det bedste forhold mellem børn og hund? Eller overvejer du, om det er tid til en firbenet baby – måske du snart er døv for plageri om en lille hundehvalp. Det kan være berigende for børn at vokse op med hund. I langt de fleste tilfælde dannes der de fineste bånd mellem børn og hund. De lærer både at tage sig af et andet levende væsen og omgås med omsorg og respekt. Og så er hunde en fremragende legekammerat. Læs med her, hvor jeg giver mine bedste tips til at få den absolut bedste relation mellem børn og hund.

Hvilken hund er bedst til børn?

I min erfaring er de fleste hunderacer børnevenlige, men ikke alle hunde er det. Med det mener jeg, at det er meget få racer, der per definition ikke er børnevenlige. Meget vogtende racer og hyrdehunde kræver dog noget arbejde ift. at acceptere børns leg, larm og gæster. Hvis man er helt grøn hundeejer, så kan det være en fordel at vælge en anden race. Men ikke alle labradorhunde elsker børn. Og det kræver stadig lidt årvågenhed at sikre en god relation mellem børn og hund.

Derfor er det vigtigt at vælge en god opdrætter af din hund. Gå efter en opdrætter med Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse samt har et stueopdræt – gerne i en familie, der selv har børn og fokus på den gode relation mellem børn og hund. På den måde ved du, at i hvert fald hvalpens mor bor med børn og er vant til børn, samt at hvalpene er vokset op med børn omkring sig.

Vælger du en omplaceringshund, fx fra en internat, tal da med personalet og husk at sige fra begyndelsen, at du har barn/børn samt, hvor store de er. Personalet kender hundene og ved, hvilke hunde der vil trives i et hjem med børn, og hvilke der ikke vil. Går du via fx Den Blå Avis, så gå efter din mavefornemmelse og sunde fornuft. Måske en gravhund på 12 år, der har boet hele livet hos en enlig, ældre dame ikke er det bedste valg for en familie med tre små børn.

Det er også vigtigt, at hunden allerede fra hvalpestadiet får gode oplevelser med børn, så både børn og hund vænner sig til hinanden. Mens hvalpen er lille, er det derfor en god idé at invitere venner og familie med børn i alle aldre forbi. Det samme gælder skolekammerater, faste venner osv.

Hvornår er mine børn gamle nok til at få en hund?

Når man byder en hundehvalp velkommen i familien, forpligter man sig i cirka 12 år. Hver evig eneste dag i 12 år. Medmindre man har meget små børn, så oplever mange, at de voksne “hænger” på hunden, efter børnene er flyttet hjemmefra. Derfor er det vigtigt, at det er en fælles familiebeslutning, at få en hund. Og de voksne også synes, det er sjovt at have hund.

Pasning, pleje, træning og det overordnede ansvar er altid de voksnes. Det er aldrig børnenes ansvar, at hunden bliver trænet og opdraget ordentligt, at den får det rette foder, og at den bliver passet og plejet. På samme måde bør børn og hund heller ikke gå tur alene – og slet ikke i befærdede områder. Det kræver både tålmodighed og et stort overblik at gå tur med hunden, og børn skal være så gamle, at de er i stand til på egen hånd at hjælpe hunden ud af og udenom potentielt farlige eller ubehagelige situationer.

Børn og hund kan dog med den største fordel lege og træne sammen. Fangeleg, gemmeleg, trækkeleg og kast af bold og pinde er bare nogle af de lege, som børn og hund kan lege sammen. Børnene kan også med fordel inddrages i hundens træning og hjælpe med at lære hunden sjove øvelser som fx sit, dæk og giv pote. Det er både sjovt og skaber et godt forhold mellem børn og hund.

Sørg for, at hunden har et sikkert sted, fx en kurv eller et bur. Lær samtidig børnene, at når hunden hviler sig der, så skal de lade hunden være.

Lad mig hjælpe dig med børn og hund

Vil du være sikker på, at dine børn og hund får den bedste relation. Eller er der kommet skår i forholdet? Så kontakt mig, og lad mig hjælpe jer i mål med et godt forhold mellem børn og hund. Jeg tilbyder 1:1 forløb i København eller virtuel træning for hele landet.

Sådan sikrer du en hund, der kommer, når man kalder

Indkald: Sådan sørger du for, at din hund kommer, når man kalder

De fleste hundeejere drømmer om at få en hund, der kommer, når man kalder på den. Men indkaldstræning er samtidig noget, som mange har svært ved at komme i mål med. Og det giver god mening – vi skal jo konkurrere med legetøj, fugle, legekammerater eller velduftende hunde af modsat køn.

I artiklen her giver jeg mine bedste tips til et sikkert og stabilt indkald – helt uden stødhalsbånd, elektriske indhegninger eller at jagte din hund. Her træner vi kun med positiv forstærkning, og man kan sagtens få en glad hund, der kommer, når man kalder!


Sådan sikrer du, at din hund kommer, når man kalder: Det skal være sjovt!

Hele formålet med indkald er, at hunden skal vælge os menneske over alt andet. Det kræver, at vi lægger os i selen for at være det værd, at vores hunde vælger os frem for alt andet spændende. Det gør vi ved at have den absolut bedste belønning; for min hund er det skinketern eller ost, men måske er det yndlingsbolden eller lov til at svømme en tur? Men det er altså ikke her, at vi bruger det kedelige tørfoder. Vi skal helt op på toppen af belønningsskalaen. Og det er hver evig eneste gang det første lange stykke tid. Så bygger vi nemlig en belønningshistorik – hunden indlejrer, at når den hører den specielle indkaldslyd, så betyder det, at der venter klodens bedste godbid.

Hvordan starter jeg?

Hvis indkaldstræningen starter i hundeparken – eller bare udendørs uden snor på – så er det med en vis sandsynlighed for, at hunden er over alle bjerge eller har fået færten af et dyr. Start derfor indendørs i hjemmet med indkaldslege. Det gør det nemmere at få succes med at få kontakt med hunden, og jo flere gange, du kan belønne et rigtigt indkald, jo stærkere bliver koblingen mellem lyd og belønning. Nedenunder i videoen kan du se to gode indkaldslege, som du nemt kan starte med indendørs. Så kan du bagefter flytte indkaldstræningen udendørs.

Skal jeg bruge hundens navn?

Det korte svar er nej, det synes jeg ikke. Vi bruger vores hundes navne hele tiden – vi kalder på dem indenfor og taler til dem eller om dem dagligt. Hvis vi bruger hundens navn for meget, risikerer vi, at det bliver “støj” for hundens ører. I stedet anbefaler jeg, at man vælger en “mekanisk” lyd, fx dobbeltklap, en simpel fløjtelyd eller klik med tungen. Det har den fordel, at det ikke er noget, vi bruger ofte i hverdagen – medmindre man er musiklærer måske. Og desuden lyder det tæt på ens, uanset hvem der kalder, og ikke mindst hvilket humør, man er i.

Min hund kommer ikke, når den skal have snor på?

Måske kommer din hunden for det meste, når man kalder på den. Altså medmindre det er i hundeparken, der er det som at tale for døve ører – kender du det? Så er du måske faldet i fælden kun at kalde, når legen er slut, og hunden skal have snor på. Og det har hunden regnet ud 😉

Det vigtige her er at træde et skridt tilbage og begynde at kalde “for sjov”. Kald hunden til dig på almindelig gåtur eller i haven, beløn massivt og lad så hunden lege videre. En god ration er 10:1; dvs. hver gang du kalder én gang for at stoppe legen og give hunden snor på, skal der kaldes 10 gange kun for at give en belønning. Husk det skal være sjovt for hunden – sådan sørger du for, at din hund kommer, når man kalder.

Har du brug for ekstra hjælp til at sikre dig, at du har en hund, der kommer, når man kalder – eller måske noget helt andet? Så kan du læse mere om træning med mig lige her!

hvalpetræning i københavn

Hvordan ved jeg, om jeg er klar til en hvalp?

Går du oven på coronavirus og lockdown og overvejer at anskaffe dig en hundehvalp? Og tænker du måske over, om du er klar til hvalp?

Lockdownhar sat ild til hvalpeønsker over hele landet. En hund er den dejligste legekammerat, en evig glædesbombe, der altid venter på dig, når du kommer hjem. Og en sommer, hvor vi skal blive hjemme, kan være et fremragende tidspunkt at få en firbenet ven, fordi det giver noget ekstra tid til at træne alene hjemme og renlighed. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at på et tidspunkt bliver det igen hverdag. Det betyder for mange, at man er væk hjemmefra mange timer hver dag, ferier og rejser mv. – men en hund lever 10-15 år og derfor er det ekstra vigtigt at have de lange briller på, når man overvejer at købe hund.

Hvis du går og overvejer at anskaffe dig et firbenet familiemedlem så start med at spørge dig selv: hvad kan jeg tilbyde en hund? 

Tid

Det tager tid at have hund. Det tager ikke kun tid at have en hundehvalp, det tager tid at have en hund. Som de intelligente og sociale væsener, hunde er, så kræver de meningsfuld aktivering. Det er ikke en luksus for hunde, at de bliver aktiveret – det er et behov. Men vigtigst synes jeg, er, at man har lyst til at aktivere sin hund. Man skal have lyst til at gå gode ture, lege med sin hund og stimulere den mentalt med legetøj og træning. Sæt gerne er par timer af hver dag til at aktivere hunden. Så bliver det også meget nemmere og sjovere at have hund!

Hunde er sociale væsener, og familien er deres flok. Medmindre man vælger en hund, der er avlet til kun at arbejde, så vil de fleste hunde gerne være der, hvor deres mennesker er. Derfor er det også værd at overveje, hvor længe en hund skal være alene hjemme. Hunde, som er meget alene, har større risiko for at udvikle stress, fordi de er inaktive mange timer per dag. Måske familien også er trætte, når de kommer hjem efter en lang dag, som betyder mindre aktivitet til hunden. En god tommelfingerregel er, at hvis det fast er mere end 8 timer per dag, så er det værd at overveje, om nu er det rigtige tidspunkt til et nyt familiemedlem.

Økonomi

Når det handler om at være klar til hvalp er det svært at komme uden om økonomien. Én ting er hvalpens anskaffelsespris, og her får man ofte, hvad man betaler for. Lyder det for godt til at være sandt, eller er ét sted markant billigere end andre opdrættere, så vær særlig opmærksom, at det ikke er en ‘hvalpefabrik’. Dertil kommer en forsikring, udstyr, klipning/pelspleje, træning og foder. Forsikringen er typisk et par hundrede kroner hver måned, og foder udgør et sted mellem 10-20 kr. pr. dag afhængig af, hvilket foder der vælges. Foruden de faste omkostninger er det vigtigt at have økonomi til uforudsete udgifter. Der kan være racebetingede sygdomme eller lign., som forsikringen ikke dækker, og som der derfor skal være økonomisk råderum til.

Tålmodighed og overskud

Det her er det suverænt vigtigste. En hundehvalp skal lære at begå sig, lære at besørge udenfor, og de færreste hvalpe sover hele natten. Derfor er det ekstra vigtigt, at man har tålmodighed og overskud til at lære hvalpen de basale færdigheder. Vælg et tidspunkt at få hvalp på, hvor du føler, du har ekstra overskud, og hvor du virkelig har lyst til en ekstra tilføjelse til familien. Hvis du ved, at der er en travl periode på arbejdet lige rundt om hjørnet, eller der er måske helt små børn i hjemmet, så er det værd at overveje, om hvalpetilføjelsen skal skubbes til et senere tidspunkt. Hvis man har overskud og tålmodighed at investere i sin hvalp, så får man det tifold igen i hele hundens liv.

Er du klar til hvalp?

Okay så! Nu er du helt klar til hvalp. Du har tid, økonomi, og det passer ind i livet. Så er der bare tilbage at sige god fornøjelse med en fuldstændig fantastisk legekammerat og familiemedlem!

Hundesnude tilbyder privat hvalpetræning i hjemmet, der i løbet af 3 måneder skaber et fantastisk sammenhold mellem hvalp og ejer. Vi gennemgår alt fra renlighedstræning, alene-hjemme-træning og håndtering til den gode gåtur, socialisering og hilse pænt på fremmede. Læs mere her

Du kan følge Hundesnude på Instagram for flere tips og videoer om hundetræning