Måned: december 2020

jul med hund

Guide: Mindre stress til jul med hund

Julen og nytåret er typisk travle dage, hvor mange besøger (eller har besøg af) familie, har fri og er hjemme, rutinerne skrottes, et træ slæbes ind i stuen, og der spises og serveres mere lækker mad, i hvert fald hjemme ved mig 😉 Ændringer i rutinen kan skabe øget stress hos vores hunde, så lad os se på et par tips til mindre stress til jul med hund.

Vær beredt

Forberedelse er som bekendt nøglen til succes. Tænk juledagene igennem og overvej på forhånd, hvor der kan opstå udfordringer, og hvor du skal være særligt forberedt til jul med hund. Ved at starte med forberedelserne nu, kan du sætte din hund (og dig selv) op til succes og give hunden de bedste forudsætninger for at gøre “det rigtige”. Og så en lille påmindelse; hvis hunden skulle få en nedsmeltning i løbet af julen, spise lidt af træet, ødelægge en gave eller andet, så husk, at hunden gør det ikke, fordi den “vil bestemme”, “er en dum hund” eller “ikke har respekt for dig”. Jeg er vild med den her lille oversættelse fra PoochParenting på Instagram

@poochparenting på IG.

Hjælp til ro

Hvalpe, unghunde og sociale hunde skal af og til have hjælp til at finde ro. Gæster og nye steder er det en fest, og hunde kan være ude af stand til at stemple ud. Hvis din hund er glad for sin transportkasse/bur eller måske har en favoritkurv, kan du tage det med, når I skal besøge familie eller venner. Det giver hunden et kendt og sikkert sted at være. Samtidig er det muligt at fortælle børn og øvrige gæster, at hunden vil have fred og skal lades være, når den ligger på sit sted. Det gælder både for de hunde, som gerne vil have et sted at søge hen for fred. Men det gælder også de hunde, der altid er centrum. Her er det vores ansvar at hjælpe dem.

Tyggesnacks og aktivitetslegetøj til jul med hund

Det kan vi gøre ved deres sted med en snack, der får ro på settet på en positiv måde. Det er ikke nødvendigt at lukke nogen inde eller blive uvenner. I stedet kan man tilbyde en lækker snack, der gør det værd for hunden at forholde sig i ro for sig selv. Hav gode og mange tyggesnacks og aktivitetslegetøj forberedt. Det gælder særligt for hvalpe og unghunde, men også for voksne hunde. Mine favoritter er bullysticks fra Vimedpoter.dk samt aktivitetslegetøj som fx KONG Classic. Jeg har selv en ultra social hund, der har meget svært ved selv at trække sig. Så når han har fået lov at hilse og været centrum i et tidsrum, så hjælper jeg ham til ro med en bullystick i sin transportkasse. En anden fordel er, at man ikke kan tygge i juletræet, når man har en tyggesnack i munden.

Se tips til gode aktivitetslegetøj her

Hold fast i rutinerne

Der er jo flest hverdage, og hunde er mestre i at genkende mønstre. De tilretter livet efter vores mønstre, så kan det være svært, når vanerne ændres. Forsøg derfor at holde fast i så meget af hundens vanlige rutiner, som muligt. Særligt gåture og fodringstidspunkter er vigtigt at holde fast i. Hvis hunden er vant til en lang morgengåtur, så fortsæt med at give hunden sin lange morgengåtur. Genkendelighed giver en følelse af kontrol over miljøet, som ofte giver ro på. Sørg også for at give hunden nogle gåture i ro. Uanset hvor dejligt det kan være at gå på tur hele familien, så sørg for at hunden også får sine vanlige gåture med ro og tid til at snuse. I 2020 er det meste lukket, så fodboldbaner og idrætsanlæg er gode snusesteder forventligt med få mennesker.

Sikr gaver og juletræets overlevelse

Min hund må ikke få pinde med indendørs, men jeg må godt slæbe et helt træ ind i stuen. Og pynte det med bolde. Og lægge pakker under. Og så må han ikke engang røre det. Temmelig unfair, når man stiller det sådan op, ikke? Særligt for hvalpe vil jeg anbefale at blokere adgangen til juletræet med fx en hvalpeindhegning. Fjern fristelsen for hvalpen, når du ikke har mulighed for at overvåge juletræet og hvalpen. Vent med at lægge gaver under træet til lige før, I skal gå rundt om træet for at minimere fristelsen.

Beløn hunden for at have alle fire poter på jorden, når den er ved juletræet. Tag en håndfuld godbidder og eventuelt en klikker. Gå rundt om juletræet, klik og beløn løbende din hund med godbidder for at gå roligt rundt om træet med alle fire poter på jorden. Læg et par gaver under træet, og fortsæt med at klikke og belønne hunden med godbidder. Beløn for det, du gerne vil have! Fire poter på gulvet og lukket mund er et fremragende succeskriterie. Træn før det bliver juleaften, så når vi når til juleaften, så har hunden haft træning i at gå rundt om juletræet med gaver under.

Og herfra skal der blot lyde den glædeligste jul fra team Hundesnude. Nyd julen, spis lidt ekstra (både hunde og mennesker) og nyd den magiske julestemning!

opskrifter til aktivitetslegetøj

KONG-fyld: Opskrifter til aktivitetslegetøj

Aktivitetslegetøj har *heldigvis* vundet indpas hos flere. Måske er det corona og hjemmearbejde, der har sat gang i det, for aktivitetslegetøj er den perfekte beskæftigelsesterapi til vores hunde, mens vi har brug for, at de er parkeret roligt. Samtidig er aktivitetslegetøj godt til at opfylde hundenes naturlige behov fx slikke, tygge og flå. Det er naturlig adfærd for hunde, og ved aktivitetslegetøj kan vi give hundene et “lovligt” sted at gøre det. Oven i alt det, kan det forberedes på forhånd, og det er altid en fordel i et travlt liv. Så lad os kigge på nogle opskrifter til aktivitetslegetøj.

Hvis du er i tvivl om, hvilket aktivitetslegetøj, der er godt, så kan du læse min guide her.

Tommelfingerregler

Der er tusinde måder at fylde og sammensætte aktivitetslegetøj på, men der skal helst være en form for sammenhæng i tingene, så det bliver til at gå til for hundene. Derfor synes jeg, der skal være en “krop” bestående af en slags væde blandet med kød eller godbidder. På toppen tilføjer jeg gerne noget ekstra lækkert, der vækker interessen og sørger for, at hunden har lyst til at gå i krig med legetøjet.

Skal KONG på frost?

Ja og nej. Man skal heldigvis ingenting – men når jeg ofte gør det, så er det af 2 årsager. Den første er ren dovenskab. Når jeg fryser dem, giver det mig mulighed for at forberede flere på forhånd, når jeg alligevel er i gang. Den anden årsag er, at en frossen KONG varer længere og er mere krævende for hunden. Så hvis man har en hund, som er meget hurtig til at spise (og regne øvelser ud), så er det en god idé at komme den på frost. Hvis man derimod har en hund, som let bliver frustreret og som derved giver op, så ville jeg ikke fryse aktivitetslegetøjet.

Og nu lad og kigge på nogle forskellige bud på, hvordan man kan skrue en KONG sammen. Opskrifter til aktivitetslegetøj skabes ved at tage en fra hver kategori, og derfor er der også et utal af kombinationer.

Våde varer

Måske det vigtigste element. Hvis der ikke er noget væde, så får man typisk bare godbidder, der triller ud med det samme, og hvis det har været på frost, så får man meget kolde godbidder, der er frosset fast til siderne af legetøjet. Jeg kommer her med en liste over ting, der er ikke-giftige for hunde. Dvs. som udgangspunkt kan hunde godt tåle det, men test altid i små mængder for at se, hvordan din hund reagerer. Jeg bruger gerne frugt med et naturligt indhold af sukker. Ikke dagligt og ikke i store mængder, men det er jo en smagssag.

  • Peanutbutter (uden xylitol, det er giftigt for hunde)
  • Græsk yoghurt
  • Hytteost
  • Hjemmelavet fond (kog et par suppeben og frys i isterningeposer)
  • Vådfoder
  • Rå æg (hvis din hund er vant til rå foder)
  • Æblemos
  • Babysmoothie med sikre frugtingredienser (se nedenfor)
  • Havregrød kogt på vand
  • Vand
  • Kokosolie eller lakseolie

Frugt, grøntsager og krydderi

Jeg foretrækker at bruge frugt og grønt i både eller smalle stave, som kan stoppes ned i legetøjet. Jeg laver dem gerne længere end aktivitetslegetøjet, så det stikker op og over og dermed også er en appetizer.

  • Æble
  • Agurk
  • Gulerod
  • Jordbær
  • Hindbær
  • Blåbær
  • Ærter
  • Grønne bønner (haricots verts)
  • Selleri
  • Banan (både som mos eller i skiver)
  • Kogte søde kartofler
  • Kogt græskar
  • Fersken
  • Grønkål
  • Persille

Kød, godbidder og øvrigt

  • Kogt kylling eller kalkun (eller rå, hvis hunden er vant til at spise råt)
  • Diverse godbidder hakket fint (for store godbidder gør det typisk svært for hunden at få det ud)
  • Hårdkogt æg
  • Revet ost (fx parmesan eller mozzarella)
  • Tørfoder
  • Cheerios
  • Kogte ris
  • Sardiner
  • Laks
  • Tun (ikke for ofte pga. tungmetaller)

Særligt for hvalpe

Som udgangspunkt er der ingen alder for, hvornår man kan begynde at give fyldt aktivitetslegetøj. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man bruger milde ingredienser og i mindre mængder til hvalpe. Fx kogt kylling, agurk og vådfoder. Eller ren peanutbutter eller æblemos. Typisk er hvalpes koncentrationsspænd kort, og derfor vil vi også gerne holde det ret nemt for dem ved ikke at pakke aktivitetslegetøjet for hårdt.

Jeg håber, du kunne bruge de her bud på opskrifter til aktivitetslegetøj. Følg Hundesnude på Instagram for flere tips til aktivering