Måned: juli 2020

elefanten-hund-tricks

Elefanten: Nøglen til at lære din hund tricks

Elefanten er en genial genvej til at lære sin hund tricks – også de mere komplekse af slagsen. Når jeg siger elefanten, så mener jeg en klassiske øvelse med elefanten i cirkus, der har forpoterne på en spand og drejer hele vejen rundt. Heldigvis er der ingen, der skal tvinges og holdes indespærret for at lære den her slags elefant – vi træner den med positiv forstærkning, der gør det sjovt for alle! Alt det kræver at komme i gang med denne øvelse er en genstand, som hunden kan placere poterne på. Det kan være en tupperware-lignende genstand for små hunde eller måske en malerspand for større hunde.

Kropskontrol er genvej til at lære din hund tricks – også de komplicerede

De fleste hunde har et mildt sagt anonymt forhold til deres bagben og kan ikke finde ud af at bevæge bagbenene selvstændigt fra forbenene. Det gør det svært for dem at bakke, hoppe og balancere. Alt sammen ting, der gør det meget lettere at lære en hund tricks, hvis hunden allerede har styr på. Derfor er elefanten et godt sted at starte, hvis man gerne vil imponere med at lære sin hund tricks. Samtidig styrker øvelsen hundens bevidsthed om forben og bagben, ligesom øget kropskontrol gør det nemmere for hunden at manøvrere. Hvis du har ønsker om at træne lydighedstræning med hunden, er elefanten startskuddet til en sikker “plads”-position.

At lære sin hund tricks er generelt fantastisk for samarbejdet mellem hund og ejer. Det vigtigste er, at det skal være sjovt og uden frustration for hunden. Øvelsen er også hvalpeegnet, og det er en god idé at starte på bagpartikontrol, allerede mens hunden er ung. Så er fundamentet på plads, og ejer har allerede lagt et godt fundament for at lære sin hund tricks!

Øvelsen giver altså god kropskontrol og kan samtidig være med til at øge hundens selvtillid. Og så er det en virkelig sjov genvej til at lære hunden tricks.

Skal vi træne sammen?

Skal din hund lære flere tricks eller måske imponere på lydighedsbanen? Så kontakt mig for et træningsforløb. Hundesnude tilbyder træning i hele Storkøbenhavn. Læs mere her!

hund er bange for lyde

Hunde og angst: “Min hund er bange for lyde”

Fyrværkeri, støvsuger, sirener, føntørrer eller knallert. Måske kan du finde en på listen, som din hund er bange for? Det kan være frustrerende, når ens hund er bange for lyde, både fordi lydende oftest er umulige at undgå, men også fordi mange oplever, at hundens frygt for lyde gradvist bliver værre.

Har hunden først én gang oplevet, at en lyd var skræmmende, husker den lyden, og ubehaget der fulgte med. Derfor skal der næste gang mindre til, at hunden reagerer. Og så mindre igen. Måske oplever du endda, at din hund er bange for lyde, der minder om den oprindelige, som hunden var blevet bange for. Eller måske er listen af høje lyde, som hunden er bange for, blevet så lang, at man ikke kan hitte den oprindelige.

Hvordan ser det ud, når en hund er bange for lyde?

Det kan se ud på flere måder at have en hund, der er skræmt. Nogle hunde gemmer sig i dagevis op til nytår. Nogle hunde løber ind under spisebordet og gemmer sig, når støvsugeren kommer frem. Andre gør voldsomt og udfarende af skræmmende ting (jep, det er også et tydeligt frygtsignal). Andre igen har et mere stift og tilbageholdt kropsprog – noget i retning af “hvis jeg venter helt stille, så går det væk”. Grundlæggende leder vi efter de klassiske stress- og frygtsignaler.

  • Gøen
  • Udfarende
  • Ørene fladt langs hovedet
  • Slikker sig om munden
  • “Whale eye” – når hunden vender det hvide i øjnene mod objektet
  • Halen er nede mellem benene
  • Hunden “trykker” sig sammen og bliver mindre

Det handler om at kende sin egen hunds respons og vide, hvordan det ser ud, når din hund er bange for lyde.

I arbejdet med at tackle, at en hund er bange for lyde, bruger vi tilvænningstræning. Det betyder, at vi bryder det, som hunden er bange for, ned i så små stykker, at det ikke længere er skræmmende. Langsomt opbygger vi så hundens tolerance – indtil vi har den fulde “skræmmende” genstand.

Fokus ligger meget lidt på lyden, og meget mere på at gøre hunden tryg ved den genstand, der skaber lyden. Fx en støvsuger eller en føntørrer. Normalt hænger de uløseligt sammen, hvilket betyder, at hunden bliver stresset bare ved synet af en støvsuger. Ved at opbygge tolerancen og sænke reaktivitetstærsklen for genstanden, bliver det meget nemmere at koble lyd på.

I videoen ser du mine fire steps til, hvordan jeg opbygger tolerance og hjælper hunden på vej. Det hele handler om at skabe tryghed og ro omkring objektet og ændre hundens instinktive respons på genstanden.

Skal vi træne sammen?

Skal vi gennemgå det sammen og gøre din hund tryg ved fremmede lyde, så kan du booke træning med mig lige her

Børn og hund

Børn og hund: Sikr den bedste relation

Har du fået en hund og vil gerne have det bedste forhold mellem børn og hund? Eller overvejer du, om det er tid til en firbenet baby – måske du snart er døv for plageri om en lille hundehvalp. Det kan være berigende for børn at vokse op med hund. I langt de fleste tilfælde dannes der de fineste bånd mellem børn og hund. De lærer både at tage sig af et andet levende væsen og omgås med omsorg og respekt. Og så er hunde en fremragende legekammerat. Læs med her, hvor jeg giver mine bedste tips til at få den absolut bedste relation mellem børn og hund.

Hvilken hund er bedst til børn?

I min erfaring er de fleste hunderacer børnevenlige, men ikke alle hunde er det. Med det mener jeg, at det er meget få racer, der per definition ikke er børnevenlige. Meget vogtende racer og hyrdehunde kræver dog noget arbejde ift. at acceptere børns leg, larm og gæster. Hvis man er helt grøn hundeejer, så kan det være en fordel at vælge en anden race. Men ikke alle labradorhunde elsker børn. Og det kræver stadig lidt årvågenhed at sikre en god relation mellem børn og hund.

Derfor er det vigtigt at vælge en god opdrætter af din hund. Gå efter en opdrætter med Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse samt har et stueopdræt – gerne i en familie, der selv har børn og fokus på den gode relation mellem børn og hund. På den måde ved du, at i hvert fald hvalpens mor bor med børn og er vant til børn, samt at hvalpene er vokset op med børn omkring sig.

Vælger du en omplaceringshund, fx fra en internat, tal da med personalet og husk at sige fra begyndelsen, at du har barn/børn samt, hvor store de er. Personalet kender hundene og ved, hvilke hunde der vil trives i et hjem med børn, og hvilke der ikke vil. Går du via fx Den Blå Avis, så gå efter din mavefornemmelse og sunde fornuft. Måske en gravhund på 12 år, der har boet hele livet hos en enlig, ældre dame ikke er det bedste valg for en familie med tre små børn.

Det er også vigtigt, at hunden allerede fra hvalpestadiet får gode oplevelser med børn, så både børn og hund vænner sig til hinanden. Mens hvalpen er lille, er det derfor en god idé at invitere venner og familie med børn i alle aldre forbi. Det samme gælder skolekammerater, faste venner osv.

Hvornår er mine børn gamle nok til at få en hund?

Når man byder en hundehvalp velkommen i familien, forpligter man sig i cirka 12 år. Hver evig eneste dag i 12 år. Medmindre man har meget små børn, så oplever mange, at de voksne “hænger” på hunden, efter børnene er flyttet hjemmefra. Derfor er det vigtigt, at det er en fælles familiebeslutning, at få en hund. Og de voksne også synes, det er sjovt at have hund.

Pasning, pleje, træning og det overordnede ansvar er altid de voksnes. Det er aldrig børnenes ansvar, at hunden bliver trænet og opdraget ordentligt, at den får det rette foder, og at den bliver passet og plejet. På samme måde bør børn og hund heller ikke gå tur alene – og slet ikke i befærdede områder. Det kræver både tålmodighed og et stort overblik at gå tur med hunden, og børn skal være så gamle, at de er i stand til på egen hånd at hjælpe hunden ud af og udenom potentielt farlige eller ubehagelige situationer.

Børn og hund kan dog med den største fordel lege og træne sammen. Fangeleg, gemmeleg, trækkeleg og kast af bold og pinde er bare nogle af de lege, som børn og hund kan lege sammen. Børnene kan også med fordel inddrages i hundens træning og hjælpe med at lære hunden sjove øvelser som fx sit, dæk og giv pote. Det er både sjovt og skaber et godt forhold mellem børn og hund.

Sørg for, at hunden har et sikkert sted, fx en kurv eller et bur. Lær samtidig børnene, at når hunden hviler sig der, så skal de lade hunden være.

Lad mig hjælpe dig med børn og hund

Vil du være sikker på, at dine børn og hund får den bedste relation. Eller er der kommet skår i forholdet? Så kontakt mig, og lad mig hjælpe jer i mål med et godt forhold mellem børn og hund. Jeg tilbyder 1:1 forløb i København eller virtuel træning for hele landet.