hvalpetræning i københavn

Hundetrænerens 5 tips til hvalp

Kære nye hundeejer – stort tillykke med dit nyt familiemedlem. Firbenede familiemedlemmer er en ægte gave, men de er også en opgave. Her får du mine bedste tips til hvalp.

Da jeg fik min egen første hund, Saxo, var jeg blæst bagover af hvalpetiden. Min information om hunde var begrænset til, hvad jeg havde hørt fra venner og bekendte. Og sådan endte jeg på Google. ”Hvordan får man en hund til at sove om natten”, ”hvornår er en hvalp renlig”, ”hvad skal min hund veje, når den er 4 måneder” etc. Det er (heldigvis) længe siden, Saxo var hvalp. Selvom han stadig er temmelig ungdommelig, og der er spark i ham, så er det noget andet at have en voksen hund.

Mit mål med at have en hund er en GLAD hund, der først og fremmest er tryg ved mig og mit selskab, og hvor det at arbejde og opføre sig pænt og hensigtsmæssigt er noget rart og positivt. Derfor er mange af mine tips til hvalp også centreret omkring den gode relation. Din hund skal nok lære sit, dæk og give pote, men den gode relation mellem hund og ejer er fundamentet. Jeg hader at være sur, og jeg vil for alt i verden helst undgå at være sur på min hund. Jeg vil helst have en hund, der udviser engagement og glæde ved træning og mennesker. 

Så her har jeg samlet mine bedste tips til hvalp;

Leg

Det kan godt virke akavet som et voksent menneske at skulle lege med sin hvalp. Men det er og bliver den bedste måde at bygge et godt, kærligt og solidt fundament for jeres relation. Det giver en tryg og glad hund, og det er samtidig en rigtig god måde at få brugt hvalpeenergien. Det kan være fangeleg (lad din hund løbe efter dig), trækkeleg med legetøj, kast med bold eller bamse (ikke for langt, bare i stuen) eller gemmeleg.

Alene hjemme

Start med alene hjemme træning næsten med det samme. Det bliver kun sværere, jo ældre hunden bliver og jo mere vant den er til, at du er hjemme. Start allerede efter 1-3 dage med at gå på toilettet med lukket dør. Gå ud med skraldet, tøm postkasse etc. bare 30-60 sekunder. Så lærer din hvalp, at det er det mest naturlige i verden, at du går ud af døren. Og at du selvfølgelig kommer tilbage igen. Som tommelfingerregel kan man lægge 10-20% af tiden til om dagen, hvis det går godt. Optag evt. din hund, mens du er ude.

Renlighedstræning

Den helt store hovedpine for meget hundeejere er renlighedstræning. Mit eneste og bedste tip er årvågenhed. Kom din hvalp i forkøbet, så der ikke sker uheld indenfor. Simpelthen at komme ud med hvalpen så ofte, at den ikke når til at lave uheld. De første 1-2 uger vil jeg anbefale at gå ud en gang i timen, når hvalpen er vågen og være ekstra opmærksom, når den vågner. Og så lærer man at sove næsten med skoene på 😉

Ro-træning

Her kom jeg ind i billedet meget sent med Saxo, og det tog unødvendigt lang tid at komme efter. Så nu siger jeg, at I skal gøre det anderledes end mig. Ro-træning går i sin enkelthed ud på at give hvalpen en godbid, når den lægger sig til ro. Drop godbidden ned på gulvet mellem poterne, så den ikke rejser sig. Og det er det. På den måde får du skabt en sammenhæng mellem det at forholde sig i ro og få en godbid. Så bliver det optur at ligge roligt på gulvet, og det er meget smart, når vi pludselig står med en unghund med krudt i bagenden.

Vær konsekvent – hver gang

Hundes verdensbillede er sort/hvidt. Den kan ikke kende forskel på, om det er søndag morgen, og det er hyggeligt, at den putter i sengen og mandag aften, hvor den ikke må være i sengen. Derfor er det vigtigt, at du sætter nogle klare linjer op for, hvilken adfærd du gerne vil have. Så gør det nemt for hunden at vide, om den gør det rigtige. Beslut dig allerede på forhånd for, om hunden må være i seng/sofa, om den må få mad ved bordet/rester i køkkenet etc. Sæt din hund op til succes ved at belønne korrekt adfærd og med det samme fjerne den fra uønsket adfærd. Det er smart, at hvalpe er små, så kan du bare løfte dem ned fra seng/sofa, hvis de skulle ende der alligevel.